torsdag den 27. august 2015

Torsdag den 27. August 2015, Rocky Mountains

Skrevet af Lisbeth og Henning

Så vågner vi op til en ny dag med solskin i Prince George, vi starter morgenmaden kl. 7.30.

Herefter møder vi Patricia og Jens Kaack, som stiger på bussen sammen med os. Dem skal vi være sammen med på resten af turen, og det er ikke kedeligt. De 2 har oplevet og sat sig godt ind i mange ting. Og så har de et kæmpe netværk og kontakter.

Patricia er sygeplejerske og ekspert i blomster, og Jens er murer, som kom til Calgary i Canada for 45 år siden. De sidste 22 år har Jens haft eget møbelpolstrer firma, som nu er solgt, og de er begge pensionister.

De laver begge frivilligt arbejde, og deres store fællesinteresse er hiking og vildmarken.

Jens har været spejderleder i 15 år, og vi får historien om hans spejderliv i Danmark med Asmus Schmidt, der er med på vores tur. De har ikke set hinanden i 50 år, og de 2 får udvekslet sjove minder, som vi andre også hører om.

Da vi kører fra Prince George er der ”meget dis”, denne dis viser sig at være røg fra skovbrande i staten Washington, det er et enormt område på 20.000 km2, der er i brand, her er sat 14.000 brandmænd ind, det i sig selv fortæller om størrelsen på brandene.

Det første dyr vi så i dag var en død elg i vejsiden, sandsynligvis kørt over af en bil.

Efter ca. 45 min. kørsel kom vi desværre til en alvorlig trafikulykke, hvor vi måtte vente i næsten 2 timer, før vi måtte køre videre, der var spærret i begge retninger.

Dag-11-010 Dag-11-013 Dag-11-014

Vi kører til en lille tempereret regnskov – Ancient Forest. Vi går op i skoven på en plankesti der er anlagt for at beskytte træernes rødder. Der er mange røde cedertræer, og vi går op til skovens største røde cerdertræ, som er ca. 1000 år gammelt, 5 – 6 meter i diameter og ca. 70 meter højt. Vi så, at cedertræerne ofte står i klumper af 3-4 træer, som støtter hinanden. Underskoven var dækket af en bundplante, der hedder Devils Clob. Den spredes hurtigt, og bladne er besat med ubehagelige små pigge, som gør det næsten umuligt at komme frem.

Vi kører et lille stykke videre, hvor vi får frokost i det fri. Ian, vores chauffør har købt ind, så alt er klar, og Patricia supplerer med hjemmelavet marmelade (brombær/chilli). Madholdet tryller herefter maden frem. Vi var intensivt overvåget af en Blue Jay fugl, som gerne ville have krummerne fra vores frokost.

Herefter går turen videre mod Mount Robson, der med sin højde på 3.955 m er det højeste bjerg i Canada, toppen er dækket med sne.

Dag-11-019 Dag-11-020 Dag-11-022

Vi gør et stop ved Mount Robson Provincial Park for at tage fotos af det smukke bjerg med sne på toppen, og for at se den lille udstilling af bjørne, laks og ugler.

Det er imponerende med alle de høje træer, som hovedsagelig er fyrretræer=pinetræer og grantræer. Men det er et problem med træbillerne, som kun rammer fyrretræerne, så desværre er der mange fyrretræer, der er gået ud og står visne i store områder.

Vi kører nu fra British Columbia ind i Alberta, og vi stiller uret en time frem.

Vi kører over højderyggen, som er skillelinjen for floder, der løber mod øst og vest. Laksene skal svømme 1300 km fra Vancouver op ad Fraser River for at komme til deres gydepladser ved højderyggen.

Albertas væsentligste indtægt kommer fra olie og naturgas.

Her findes 4 nationalparker, som samlet dækker 4.000 kvadrat km. Alene i Jasper er der 2700 km hikingstier. Byen Jasper og Hudson Bay Company blev etableret i 1813, og det var her pelsjægerne mødtes.

Nationalparkerne blev grundlagt i 1907, og i 1911 blev jernbanen etableret.

Vi kører ind i Jasper Nationalpark, og her betales 8 CAD pr. person pr. dag.

Efter endnu en oplevelsesrig dag er vi nået frem til Torquinn Inn i Jasper, og det er tid til afslapning og aftensmad.