mandag den 10. august 2015

Mandag den 10. august 2015, Jasper - Canmore

Skrevet af Ejgil

Naturperler på stribe, udsigter for millioner og oplevelser for milliarder er sætninger, Lone gerne bruger. Og det var slet ingen overdrivelse for dagens oplevelser. Nemlig køreturen fra Jasper til Canmore. Langs turkisfarvede floder og søer omgivet af bjergkæder på begge sider af vejen. Og vejret var perfekt, sol og indimellem let skyet. Godt vejr til at få gode fotos i kassen. Med interessante fortællinger og humoristiske indslag fra Jens, og informationer på de rigtige tider og steder fra Lone.

God og alsidig morgenmad fra kl. 7. Spejlæg over skinke og en skive ost øverst var speciel og ikke så ringe. Afgang med bussen kl. 8. Chauffør Ian ønskede godmorgen - på dansk. Rundt i Jasper forbi ”gift” shops og de mange flotte blomsterdekorationer, byen er udsmykket med. Stop ved kaffebaren Tim Hortens, hvor Lone hentede kaffe og kage til senere.

IMG_5716 IMG_4254 SONY DSC

Lone kiggede efter elge og krondyr langs vejen, inden længe stod der tre, og trafikken gik nærmest i stå. En dyretælling findes fra Jasper Nationalpark: 110 grizzlybjørne, 70 – 90 sorte bjørne, 125 woodland carbons – rensdyr lignende, 500 elge som mere ligner krondyr, 180 moose, som ligner dem, vi kalder elge, 1200 bighorn får og 250 bjerggede – som Lone kalder ”frikadellefår”. Videre på Icefield Parkway, som vejen langs Atabaska floden hedder, hvor vi sejlede dagen før. 230 km skal vi køre idag.

Jens fortalte om jernbaner i landet. Det tog ti år i parlamentet at få det igennem, derefter 4,5 år at bygge strækningen mellem Montreal og Vancouver, og den stod klar i 1885. Meget gods transporteres med jernbane. Som vi ser fra bussen er her få lastbiler på veje og kæmpe togsæt med containere og tankvogne i landskabet. Meget mere om jernbanebyggeri og andet fortalte Jens, som vi også kan læse i det trykte materiale, han udleverede til os alle.

Vi så mange advarsler om bjørne, elge og andre dyr, der kan være farlige for folk, som færdes i naturen og for trafikanter, hvis de kommer for tæt på. Jens sagde, der er flere skilte end dyr, og det er sjælden, der sker noget. I hvert fald sjælden en bjørn angriber mennesker med alvorlige følger. Han var engang sammen med en bror på campingtur. Der var problemer med at finde en campingplads med ledigplads plads. Endelig fandt de et sted. Hen på natten blev der uro uden for teltet, det var en bjørn, der var ved at hive i barduner, så pløkke blev rykket op. Men der skete ingenting. Det viste sig, der var flere bjørne på pladsen, så ikke sær, der ikke var mange gæster.

IMG_5742 IMG_4292 IMG_4297

Af mere humoristiske indslag kan nævnes, at han sagde, at når en canadier møder en anden på gaden, siger han: ”How are you?”, en canadier vil svare: ” Not too bad”, er personen fra USA, er svaret: ”Great”, en københavner vil svare: ”Skide godt” og fra en jyde vil svaret være: ”Æt så ringe”.

Vi kørte forbi muligheden for ”skywalk”. 40 dollars for at gå på glasplader med udsyn 600 meter ned og dårlig udsigt til de mange sneklædte bjergtinder. Lone kendte et meget bedre sted og gratis.

Naturoplevelser fra bussen var der hele tiden, bjerge omkring 1000 meter højere end vejen, og med toppe omkring 3000 meter over havet, flere fotostop og ikke mindst gåture i højden til flotte udsigtspunkter til gletsjere og grønne eller turkisfarvede smeltevandssøer. Ophold ved et stort og buldrende vandfald – Sunwapte Falls.

Ophold ved Parker Ridge med gåtur på 2 – 3 timer og imponerende udsigter til bjerge, sne, is og vandfald. Interessante plantearter i højder, hvor træer ikke kan gro. Indinan Paint Brush så vi mange af. First Nations folket bruger dem, når de pynter og maler sig. De ligner lidt de danske orkidearter Majgøgeurter, vil jeg påstå. Nogle er hvid/gule og andre er rødlige. Lone roste rejsedeltagere, næsten alle kom derop, også dem med småskrammer fra en tidligere cykeltur.

Frokosten kunne ikke indtages på et flottere sted end ved Saskatchewan River og Glacier klipperne i baggrunden. Madholdet gik i gang, og vi andre gik til floden med det iskolde og turkisfarvede smeltevand. Godt at få skyllet fødder efter gåturen og få vasket hænder i det rene vand inden spisetid. For rent er det. Farven kommer af mineraler fra klipper, når isen slider på undergrunden. Og alt efter hvordan solen skinner, bliver farven enten flot eller meget flot.

SONY DSC IMG_5790 IMG_5797

Vi så muligheden for at give 80 dollars for at stå 100 – 200 personer i kø for en tur på isen med bæltekøretøj og gåtur med pigsko. Men der var mange andre oplevelser. I øvrigt må og skal man ikke selv gå derop. Der findes spalter i isen, man kan falde ned i, og måske blive fundet dybfrossen om nogle hundrede år, når det is stille og rolig skrider ned og smelter.

En kort gåtur til udsigtspunkt over Petro Lake. Og at vand ikke bare har en enkelt farve, oplevede vi senere ved en tofarvet sø. Turkisfarvet smeltevand på den ene side og tilførsel af klar kildevand på den anden side, som ikke lige blander sig. Også der vi så en otte kantet træbygning, Bygmesteren havde kun rådighed over korte træstykker, derfor mere enkelt med flere end fire hjørner. I øvrigt lavede han tegninger og byggeansøgning, da byggeriet var færdigt. Ikke nok med det, der kunne vi også opleve toiletter med malerier.

Ankomst til hotel Canmore Inn næsten til tiden kl. 19. Canmore er en lille by med udsigt til bjerge til alle sider, og beliggende ca. 1350 meter over havets overflade. Ældre velholdt hotel med fine store værelser, altan med udsigt til bjerglandskaber. Hyggelig var det at sidder der inden spisetid med et glas øl eller vin fra Kirstens bus bar, var der enighed om med naboer og rejsedeltagere Gisela, Hans Henrik og Egon. Aircondition der bare virker, når der bliver sat ”turbo” på, om den elektriske pejs fandt jeg ikke ud af, hvordan den virker. Bare nysgerrig for i 30 grader C. var den ikke nødvendig. Desværre var der ikke plads til nogle få rejsedeltagere, de skulle på et andet hotel i byen, Aftensmad på byens golfklub restaurant, 20 min. hurtig gang fra hotellet – som øger appetitten. Helstegt grisekam med salater, rødbeder, kartoffelmos og velkrydret sovs. Efterfølgende kaffe og kage inden hjemturen til gode senge, fred og ro på hotellet.