tirsdag den 11. august 2015

Tirsdag den 11. August 2015, Pingvellir

skrevet af Connie Romsøe

Efter en god nats søvn, stod vi op til et overdådigt morgenbord. Vi kunne se, at dagens temperatur var 8 grader, ved middagstid kom solen og hurtigt var der 15 grader som blev til 19 grader, da vi ankom til vores sommerhotel Edda ved 18 tiden. Hele dagen tørvejr og som sagt solskin med lidt vekslende skyer.

Vi startede med at køre rundt i Reykjavik og så bl.a. det nye Universitetet, som en halvbue fra flere vinkler og kom forbi det nordiske hus, tegnet af Alto og fik at vide, at det var et besøg værd.

Første stop var Halgrimskirken, som er en sognekirke - tegnet af arkitekten Gudjon Samuelsson. Den ligger på en bjergtop og kan ses vidt omkring, da tårnet er 73 meter højt og kirken er grå. Vi startede med at se statuen af Leif den lykkelige deroppe. Kirken er meget fint bygget med indtryk af sekskantede søjlebasalt både udvendig og indvendig. Det tog ca. 40 år at bygge den, så i 1986 kunne den indvies. Døbefonden er meget lille og fra 2001, lavet af søjlebasalt og blykrystal, utrolig flot ligesom prædikestolen var det. Vi så et lille og et kæmpestort orgel med 5275 piber, det var 25 tons og 10 meter højt. Kirken bruges også til koncerter.

16 (2)_11  21_11  11_11

Turen gik videre i Reykjavik, mens vi kørte, så vi mange spændende huse og hørte deres historie, vi var omkring den gamle bydel med fine restauranter og en tur rundt i havnen - der var virkelig meget at se efter.

Næste stop var det nybyggede rådhus, som blev indviet i 1992 - her så vi et reliefkort over Island og fik fortalt, hvad vi alt ville komme til at opleve. Udenfor var en fin sø, hvor vi gik forbi en statue. En mand med kuffert og en stor stenblok som hoved, måske havde den navnet "konkurs", som på islandsk hedder "er på hovedet".

Herefter kom vi en tur ind i Domkirken, som oprindelig blev bygget i 1787, men allerede ombygget i 1847, da den første var lavet af danske fanger og derfor ikke holdt. Døbefonden er lavet af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og er den originale, Altertavlen af G.T. Wegener - en klassisk kirke og med et Islandsk flag i samt med blå stjernehimmel i alterrummets loft.

Så fik vi lov til at gå på egen hånd i byens City, som var farverig og havde cykler som afspærring til gågaden og vi huskede at købe postkort og frimærker. Vi gik til det nye store musikhus kaldet Harpa, som er tegnet af Henning Larsens tegnestue og Olafur Eliasson. Det blev indviet i maj 2011 og huset har tre sale. Harpa er inspireret af geometri og nordlysets farver samt islandsk natur - utrolig flot hus og fint placeret i byen. Overfor Musikhuset var landets Nationalbank i "mørkegråt".

Frokosttiden nærmede sig og derfor kørte vi fra Reykjavik og mod Mosfellsbær, hvor vi fik Havkat, ris og salat, det smagte mægtig godt og derefter havde vi en god halv time til at se/mærke Islands uldvarer, ja endog købe dem.

Så kom vi på en utrolig flot køretur, hvor vi startede med "morgensangen", den må ikke glemmes. Forbi den flotte Hammaravatn, hvor vejen var som et vaskebræt, men vi så grønne skove med fyr og rødgran, de sælges til jul. Vejen havde stigninger eller fald på 15 prc. samt skilte med "Blindhæld". Langs vejen var "pipes"/rør med vand, disse var bygget specielt, så de kunne bevæge sig - der er meget varmt vand i undergrunden, flere hundrede grader og vi endte da også med at se det geotermiske kraftanlæg Nesjavellir.

24_11 26_11

Vi fik i det dejlige solskinsvejr afprøvet vandrestøvler og -stav, idet vi gik en lille tur ned til udkigspunkter og tog mange flotte fotos. Vi så bl.a. kraftvarmeværkets ventiler, der lukker dampen ud.

Køreturen fortsatte ad den sydlige rute til Dingvallevatn, som er islands største sø, nu det bløde landskab uden lava til gengæld med en del får, ofte tre i en gruppe - mor med to børn.

Vi kommer til Islands første nationalpark, Dingvellier, som fra 2004 tilhører UNESCO's verdensarv og nyder udsigten, her en lille gåtur for at følge den amerikanske plade ved klippevæggen ned gennem slugten Alnannagja og ser et lille bassin ved elven kaldet "druknehullet", hvor hekseprøver blev foretaget for ca. 1000 år siden. Desuden beundres planten Kvan og vi har fået hele historien om Altinget, verdens ældste demokrati. Altinget var den lovgivende og dømmende og folket den udøvende magt. Vi hørte om at slugten var blevet brugt til sommermarked også for 1000 år siden og nød ellers synet.

Videre via den nye vej mod Laugarvatn, hvor vi skal bo de næste to nætter. Vi fik værelser og ellers var der tre retters aftenmenu. Vi nåede at synge fødselsdagssang for Mogens og apoteker-Leif var utilfreds med at hovedretten var kold på nær kyllingen - jo nu begynder vi at lære hinandens fornavne, men slut og tak for en oplevelsesrig sommerdag på Island.